Lader du smilet kamuflere, så ingen kan se, hvordan det virkelig er?
Sådan spørger Karl William i en af hans nyeste og mest velskrevede sange – og med rette!

For vi mennesker begår en stor fejl – både du og jeg og alle andre!

Vi sammenligner vores eget indre med andres ydre. Det bliver faktisk ikke mere nedværdigende.

Når jeg åbner mit Facebook feed mødes jeg af konstante glorificerede historier, personlige succesoplevelser, forfremmelser, og billeder med filter, der alt sammen sætter mit eget liv i perspektiv. Problemet er bare, at det sætter mit liv i et forkert perspektiv, fordi jeg udelukkende sammenligner de filtrerede billeder med mit morgengrimme fjæs. Jeg sammenligner den sminkede virkelighed med den virkelige virkelighed.
Et minde om et ukueligt liv. Helt uberettiget.

Og det er ikke kun mit problem. Vi gør det alle sammen.

Paradoksalt nok, udstiller vi stadig kun vores liv i glansbilleder, og undlader at formidle det skrøbelige og sårbare i frygt for, at tabe ansigt.

Det er nøjagtig derfor, at der findes så meget ulykkelig kærlighed: Vi tør ikke at sige, hvad vi føler i frygt for, at blive gjort til grin. Og det er derfor, der findes så meget misundelse: Vi tør ikke vise andre vores skrøbelighed i frygt for, at tabe status.

Vi har alle et bjerg at bestige. De kan se forskellige ud, og stigningerne er ikke nødvendigvis lige stejle på samme tid. Men vi alle er i gang med at bestige det bjerg, der er tildelt vores liv. Vi prøver bare at få det til at se nemt ud – altid – uanset sværhedsgraden.

Så når din store, men ulykkelige kærlighed viser uinteresse, kan det ligeså vel være vedkommendes generthed og frygt for at tabe ansigt, der får dig til at tvivle på den gensidige kærlighed.
Og når ham den misundelige tilsviner din drøm om at skifte karriere, kan det ligeså vel være fordi han ville ønske, at han selv havde modet til at gøre det samme.

Vi mennesker kamuflerer vores inderste følelser, når vores stolthed er på spil. Det må vi ikke tage fejl af.

Tro på dig selv. Hav mod. Spring ud i det. Gå efter det, der er rigtigt for dig – uanset hvad andres ydre fortæller. Det kan du alligevel ikke bruge til noget som helst!